Chokbølgebehandling, hvad er det?
Nogen har måske hørt om chokbølgebehandling, også kaldet trykbølgebehandling. Men hvad er det, og hvad kan man bruge det til?
Denne behandling har gennem et stykke tid været kendt og anvendt inden for idrættens verden i forbindelse med skadesbehandling/opheling. Men nu er den efterhånden også anvendt på flere og flere almindelige fysioterapeutiske og kiropraktiske klinikker.
Men hvad kan denne behandlingsform så afhjælpe?
- tennisalbue
- golfalbue
- musearm
- smerter i skulderen
- smerter fodsålen som fx hælspore
- achillessene problemer
- løber samt springerknæ
- andre muskel og senelidelser
Hvordan virker behandlingen?
Chokbølgebehandling er en behandlingsform, hvor en maskine via lydbølger overfører en mængde energi til kroppens væv (sener, muskler, knogler osv.) Denne energi er så kraftig at den kroniske skade, der er til stede, ”nedbrydes” og bringes tilbage til den akutte fase. Herefter vil kroppen starte sin naturlige helingsproces op igen, den som åbenbart slog fejl i første omgang.
Med andre ord, så er lydbølgerne fra maskinen med til at aktivere kroppens egne helende egenskaber.
Der er ganske få kendte bivirkninger ved denne behandlingsform. Men afhængig af behandlingsområde og patientens smertetærskel, vil der kunne opstå ødem (væske i huden), hudirritation og smerte under behandlingen. Dette skyldes den mængde energi, der overføres til vævet under behandlingen.
Selve smerten under behandlingen er til at overvinde, da en typisk behandling kun varer ca. 5 min.
Dette var kort om hvad chokbølgebehandling er for noget, og hvad det kan helbrede.