Hovedpine
Hovedpine findes i mange former og kan have mange forskellige årsager. Den almindeligste form er hovedpine af spændingstypen.
Hvordan føles det og hvor føles det?
Den mest typiske spændings-hovedpine føles strammende i begge sider af hovedet. Smerten er mild af karakter og bliver typisk ikke værre ved fysisk aktivitet.
Helt anderledes opleves migræne, hvor smerten typisk er kraftig og dunkende i den ene side af hovedet og bliver meget værre ved fysisk aktivitet. Tit vil bare det at bevæge sig til almindelige gøremål forværre smerten. Kvalme og overfølsomhed overfor lys og lyde er typisk ved migræne.
Disse kendetegn for forskellige slags hovedpine kan godt variere fra den ene person til den anden. Den enkelte patient kan sagtens have hovedpine af flere forskellige slags på én gang.
Hvor mange og hvem lider af hovedpine?
En dansk undersøgelse viser, at 74% af den voksne befolkning har haft spændings-hovedpine i løbet af det sidste år, ca. 10% mindst en gang om ugen og 3% mere end hver anden dag. Kvinder rammes lidt oftere end mænd, så hver gang 4 mænd har ondt, er tallet for kvinder 5.
Hos børn ser man oftest hovedpiner af typen migræne, spændingshovedpine eller en blanding af dem begge. Spændingshovedpine ses mest hos ældre børn.
Smerterne kan optræde i mange forskellige grader. Hvis smerten ikke er for slem, kan man opfatte den som en god ven, der fortæller, at man ikke opfører sig ordentligt. En sådan hovedpine kan fx signalere, at man får for lidt søvn, har nogle dårlige arbejdsstillinger el.lign.
Smerterne kan dog ofte være invaliderende, og for mange er spændingshovedpine langt værre end migræne. I dag ved vi, at spændings-hovedpine optræder oftere i nogle familier end andre. Har ens mor eller far haft kronisk spændingshovedpine, er risikoen for at man selv får det tre gange så stor, som hvis det ikke havde været tilfældet.
Hvorfor får man hovedpine?
Undersøgelser har vist, at hvis man lider af spændings-hovedpine, vil man ofte lide af ømhed i muskler og sener, der hæfter i nakke, skulder og hovedområde. Denne ømhed bliver værre, jo oftere man har hovedpine, og jo kraftigere den er. Musklerne omkring kraniet bliver også hårdere.
Smerter fra halshvirvelsøjlen kan også opleves, som om de kom fra hovedet. I denne sammenhæng er det vigtigt at være opmærksom på, at kæbeleddet og de tilhæftede muskler arbejder nøje sammen med nakkens funktion.
Både led og muskler i nakken og de omkringliggende områder er således af afgørende betydning hos patienter med spændingshovedpine.
Behandling
Så vidt muligt skal en behandling selvfølgelig være rettet mod årsagen til symptomerne – og ikke mod symptomerne. Håndkøbsmedicin kan i nogle tilfælde lindre et hovedpineanfald, men det ændrer ikke på årsagen til smerterne.
Inden man når dertil, bør man selvfølgelig forsøge at behandle årsagen til selve problemet. Det er vigtigt selv at lære, hvad man kan gøre for at bruge led og muskler rigtigt. Musklerne må ikke være for korte, stramme eller svage, og leddenes bevægelighed skal være så korrekt som muligt.
Disse ting er netop afgørende i kiropraktisk behandling, og både klinisk erfaring samt forskning viser, at kiropraktisk behandling kan være meget effektiv mod hovedpine, der skyldes problemer i nakkeområdet = cervikogen hovedpine.
Forskning
De danske kiropraktorer Niels Nilsson, Henrik Wulff Christensen og Jan Hartvigsen undersøgte effekten af hhv. manipulationsbehandling og laserbehandling+massage af nakken.
53 personer, som ofte led af hovedpine, og som opfyldte kriterierne for cervikogen hovedpine, blev delt i 2 grupper. 28 patienter fik manipulation af nakken 2 gange om ugen i 3 uger. 25 patienter fik laserbehandling i den øverste del af nakken og dybde massage (inkluderende trigger points) nederst i nakken og øverst i brystryggen også 2 gange om ugen i 3 uger.
Resultatet af behandlingerne var:
- Forbruget af smertestillende medicin faldt 36% i manipulationsgruppen og var uændret i gruppen der fik laser og massage.
- Antallet af timer med hovedpine dagligt faldt 69% i manipulationsgruppen, mod 37% i gruppen der ikke fik manipulation.
- Intensiteten af hovedpinen pr. episode faldt 36% i manipulationsgruppen mod 17% i gruppen, der ikke fik manipulation.
Det konkluderes, at kiropraktisk behandling har en positiv effekt i tilfælde af cervicogen hovedpine.
Kontakt os i Kiropraktorhuset Næstved hvis du har spørgsmål til ovenstående eller har behov for hjælp mod hovedpine.
Skrevet af Frank Føns, Kiropraktor – opdateret 15.7.24