Regelmæssige Kiropraktorbesøg
Mange kiropraktorer har i årevis anbefalet regelmæssige tjek af ryggen, da vi har kunnet se en positiv effekt af det i praksis. Det virker også helt logisk, at det gør en forskel, at fange eventuelle problemer i opløbet og sørge for at ryggen fungerer ordentligt. Ligesom jeg også synes, regelmæssige tandeftersyn giver mening.
Forskning underbygger det vi oplever i praksis
Der har ikke tidligere været forskning, der har underbygget en positiv effekt af regelmæssig tjek hos kiropraktor. Men I 2018 blev der publiceret et større studie fra Sverige, som understøtter, det vi har gjort i mange år.
I studiet har man fra 2012-2016 kigget på, hvor mange dage patienterne var plaget af smerter i lænden over en 12 måneders periode.
Først er patienterne blevet udvalgt ud fra, hvorvidt de responderede positivt på kiropraktisk behandling. I denne sammenhæng skulle de efter det 4. besøg have oplevet en bedring i deres symptomer.
Derefter har man inddelt dem i 2 grupper:
- Én gruppe der kun skulle komme til behandling, hvis de fik smerter igen.
- Én gruppe der blev bedt om at komme med jævne intervaller med højst 3 måneder imellem hvert besøg.
Patienterne er så blevet fulgt igennem 1 år. Hver uge skulle de besvare en SMS med spørgsmål om, hvor mange dage de i løbet af ugen, havde været plaget af lændesmerter.
Kan hyppige kiropraktorbesøg betale sig?
Det interessante i studiet er, at den gruppe, som kom regelmæssigt til kiropraktor, i gennemsnit havde 13 dage om året med færre rygsmerter end den gruppe, der kun kom, når smerterne havde meldt sig.
Gruppen, som kom regelmæssigt, fik i gennemsnit 1,7 flere behandlinger for at have 13 færre dage med smerter.
Man kan så spørge sig selv, om man vil “ofre” 1,7 behandling mere om året, for at have færre dage med smerter!
Jeg er ikke i tvivl. Jeg vil klart fortsætte med at anbefale, at patienterne kommer regelmæssigt – selvfølgelig afhængigt af problemet.
Og så er det jo også rart at se, at der i studiet ikke blev rapporteret nogen bivirkninger af behandlingen. Hverken i den ene eller den anden gruppe.
Vi glæder os til at se dig i klinikken.
Skrevet af Frank Føns, Kiropraktor – opdateret 8.7.24