Drikker du dig tyk?
Ferien er ved at være slut for de fleste, og måske er der røget lidt ekstra kalorier indenbords og lidt ekstra kilo på sidebenene. Hovedparten af dem er måske fra de flydende kalorier.
De flydende kalorier
De flydende kalorier øger din vægt på nøjagtig samme måde som kalorier fra dit madindtag. Problemet med de flydende kalorier er, at de ikke giver nogen mæthedsfornemmelse, så dit daglige kalorieindtag bliver alt for højt. Det eneste kroppen i virkeligheden har brug for er vand.
Når du gerne vil tabe dig og føre en sundere livsstil, er det derfor ikke kun maden, du skal sætte under lup. En vigtig ting, som du bliver nødt til at kigge lidt nærmere på, er, hvor mange kalorier du rent faktisk drikker. Man tænker nok ikke altid over, hvor mange kalorier kaffe med mælk og sukker indeholder, eller en kop varm kakao, et glas juice osv. De flydende kalorier fylder måske meget mere i regnskabet, end du er klar over, og de kan meget let være skyld i en vægtøgning.
Hvilke drikkevarer er værst?
De værste syndere er selvfølgelig sodavand, alkohol, sportsdrikke, juice, energidrikke og kaffe med mælk og sukker. Disse drikkevarer indeholder mange kalorier og tæller med i dit daglige kalorieindtag. Da vi ikke kan leve af flydende kost, er det et oplagt valg at skære de flydende kalorier helt væk eller reducere dem til et absolut minimum.
6 tips til hvordan du kan reducere de flydende kalorier:
Tip 1: Sodavand og sportsdrikke
Udskift sodavand og sportsdrikke med vand. Vand indeholder ingen kalorier og har mange andre betydningsfulde sundhedsfordele for din krop. Medmindre du træner rigtig hårdt, har du ikke brug for kalorierne fra sportsdrikke. Træner du mindre end 1,5 time ad gangen, har du ikke brug for andet end vand. Sodavand er bare en stor sukkerbombe med masser af kalorier. Light og Zero sodavand indeholder en masse natrium, en masse andre kemikalier og kunstige sødestoffer, som absolut ikke gør noget godt for dig.
Tip 2: Mælk
Hvis du drikker mælk, skal du gå over til fedtfattig mælk. 230 ml sødmælk indeholder 145 kalorier, hvorimod 230 ml skummetmælk kun indeholder 90 kalorier. Hvis du er vant til sødmælk, kan du gradvist trappe ned til skummetmælk, med først letmælk og derefter minimælk.
Der er også alternativer som usødet sojadrik, usødet mandeldrik eller usødet risdrik. Af disse 3 indeholder risdrik typisk flest kalorier.
Tip 3: Portionsstørrelser
Læs varedeklarationerne, og udmål dine portionsstørrelser. Et almindeligt glas juice indeholder ca. 220 kalorier. Det er næsten halvdelen af et måltid. Drik vand, når du er tørstig, og gem dine kalorier til naturlige fødevarer, som holder dig mæt i stedet for.
Tip 4: Frugt
Spis frugt i stedet for at drikke juice. Ikke alene får du flere næringsstoffer, men du får også en meget bedre mæthedsfornemmelse på grund af de mange fibre i frugt. Har du en overdreven trang til at drikke frugt, kan du lave dig en sund smoothie, som både mætter og giver dig vitaminer, mineraler og næringsstoffer.
Tip 5: Kaffe
en Café au Lait, Cappuccino, Iskaffe, Café mokka osv, kan indeholde op til 500 kalorier. Det er mere end et måltid. Drik kun disse kaffetyper ved specielle lejligheder. Gå efter almindelig kaffe med fedtfattig mælk. Så sparer du en masse penge – og endnu vigtigere en masse kalorier.
Tip 6: Alkohol
Begræns dit indtag af alkohol. En stor Piña Colada indeholder over 600 kalorier. Hvis du absolut skal drikke alkohol, er det bedst, hvis du kan holde dig til vin. Generelt er indtagelse af alkohol ikke godt for din fedtforbrænding. Drik derfor kun alkohol ved specielle lejligheder.
Læs mere om kostvejledning i Kiropraktorhuset Næstved her.
Kontakt klinikken for tidsbestilling, hvis du har brug for yderligere vejledning fra en kostvejleder.
Skrevet af Lena Vinholt, Kostvejleder – opdateret 3.7.24