Akupunktur som smertelindring
Akupunktur har i mange år været kendt som “Traditionel Kinesisk Medicin”. Her inddeles kroppen i meridianbaner, hvor der på hver meridian er forskellige punkter, man kan påvirke og aktivere ved at bruge nåle.
I dag er der groft sagt to skoler inden for akupunkturen: Den traditionelle kinesiske og den mere vestlig orienterede, hvor man bruger et begrænset antal punkter – især i forbindelse med at lindre smerter.
Akupunktur i Kiropraktorhuset Næstved
Jeg har efterhånden brugt akupunktur i klinikken igennem mange år, som et supplement til de andre behandlingsformer vi tilbyder. Meget ofte anvender jeg akupunkturen til smertelindring.
Det er mest, når vi har patienter i klinikken, som ikke responderer helt så godt som forventet på anden behandling, at vi vælger at foreslå akupunktur. Og tit er det lige dét, der kan gøre forskellen.
Hvor sættes nålene?
Ved akupunktur behandling er det vigtigt at finde den rigtige kombination, af hvor nålene skal sættes. Og det er langt fra altid, at man sætter nålene, hvor smerten er.
Det er meget almindeligt at bruge såkaldte influental punkter. Dette er punkter, som erfaringen viser, er gode for specifikke lidelser. Fx kan nævnes, at ved smertelindring, alle steder i kroppen, bruger man stort set altid et punkt i hånden kombineret med et punkt i foden. Og ved fx frossen skulder, sætter man også nåle i benet.
Derudover vil man også sætte nåle, som vil være generelt stimulerende for den specifikke lidelse – igen ikke punkter hvor lidelsen eller smerten er. Fx er der punkter på benene, der generelt stimulerer ved muskelsmerter, og et punkt på ryggen der bruges ved ledsmerter.
Derudover vil man naturligvis også bruge punkter, der er specifikke for, hvor smerterne er. Og ofte vil smerteområdet blive “omkranset” af nåle.
Dry Needling
Ved de mere akutte lidelser, så som hold i nakken eller lænden, kan vi bruge akupunkturnåle til at opbryde de akut opståede myoser i musklerne, for hurtigere at komme videre med behandlingen.
Teknikken kaldes “dry needling” og udføres ved, at man bruger akupunkturnåle i stedet for massage på de ømme muskler. Det er en meget effektiv behandling, og selv om mange ikke synes det er særlig behageligt at få stukket nåle i et i forvejen meget ømt punkt, er det meget effektivt. Mange af dem som har fået dry needling efterspørger det, hvis de skulle være så uheldige at få nakke eller lændehold igen.
Hvordan foregår det?
På klinikken har jeg et rum, hvor patienterne kan ligge under behandlingen. Som regel skal man afsætte ca. 1/2 time til en behandling.
Det er ikke udsædvanligt, at jeg bruger op til 15-20 nåle ved hver behandling, men der er ingen grund til at være bange for at blive “stukket”. Det er sjældent, man kan mærke alle nålene. Som regel kan man mærke, når nålene bliver sat ind, men det går hurtigt over igen, og så falder kroppen til ro.
Akupunkturen kan også bruges til meget andet end smertebehandling, og hvis du er interesseret i at få mere at vide, kan du altid henvende dig til mig på klinikken.
Skrevet af Frank Føns, Kiropraktor og Akupunktør – opdateret 17.7.24