Hvad er Cøliaki og årsagen til det?

Cøliaki skyldes overfølsomhed over for gluten som især findes i hvede, byg og rug. Cøliaki er en kronisk lidelse, der kan opstå i alle aldersgrupper. De første symptomer på cøliaki kommer dog oftest i barndommen, men en del får først symptomer omkring 30 års alderen eller senere.

Cøliaki skal ikke forveksles med fødevareallergi. Symptomerne ved fødevareallergi kommer oftest hurtigt efter man har spist det man ikke kan tåle. Ved Cøliaki kan symptomerne være mindre tydelige.

Årsagen til at nogle personer udvikler cøliaki er endnu ukendt, men man ved at sygdommen pludselig kan bryde ud hvis modstandskraften er påvirket evt. ved infektion.

Hvordan stilles diagnosen?

Man kan stille diagnosen ved hjælp af specielle blodprøver eller ved at undersøge vævsprøver (biopsi) fra en lille bid af tyndtarmen ved en kikkertundersøgelse.

Symptomer på Cøliaki

Symptomerne varierer fra person til person. Mange af symptomerne skyldes, at tarmen bliver dårligere til at optage madens næringsstoffer (vitaminer, mineraler, kulhydrater og fedt). Det kniber med fordøjelsen da tarmslimhinden skades af gluten. Nogle får også problemer med at tåle mælkesukker på grund af mangel på enzymet laktase i tarmen.

Hyppige symptomer ved cøliaki:

  • Oppustethed
  • Kronisk diarré
  • Træthed
  • Vitamin/mineralmangel
  • Mavesmerter
  • Udslet
  • Dårligt humør
  • Ledsmerter

Hvis du ikke kan tåle gluten, men alligevel indtager fødevarer med gluten, bliver din tarmslimhinde ødelagt og kan ikke optage de nødvendige næringsstoffer der er i maden.

Hvor findes gluten?

Gluten indgår i mange fødevarer med forskellige benævnelser. Det er derfor vigtigt altid at læse varedeklarationen.

Gluten findes bl.a. i:

Hvedemel, Rugmel, byggryn, havregryn, brød, kager, pasta, kiks, bageblandinger og ristede løg.

I mange helsekostforretninger kan man købe et stort udvalg af glutenfrie varer samt forskellige meltyper.

Hvad kan man selv gøre?

Cøliaki er en kronisk sygdom, som ikke umiddelbart kan behandles med medicin. Den eneste behandling er en glutenfri diæt hele livet evt. efter vejledning fra en diætist/kostvejleder, der kan hjælpe med kostplan baseret på, hvad man må spise og ikke må spise samt evt. mangler på vitaminer og mineraler.

Kontakt os gerne i Kiropraktorhuset hvis du har spørgsmål til ovenstående eller har behov for hjælp til en glutenfri kostplan. Tidsbestilling på tlf. 55 72 71 75.

Skrevet 12-08-2016 af Lena Vinholt, Kostvejleder

Lena VInholt
Lena VInholtKostvejleder
Kontakt mig i klinikken
Kiropraktorhuset Næstved
Telefon 55 72 71 75